Sådan får du et polititilhold mod barnets far
"§ 1. Ved tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden."
Kilde: Lov om tilhold
"§ 242. Den, der på en måde, som er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende, straffes for stalking med bøde eller fængsel indtil 3 år."
Kilde: Straffeloven
Før du indgiver en ansøgning om polititilhold, kan det være en god idé at du forbereder dig. Det du rent praktisk skal gøre, er at frabede dig kontakt fra faren. Det bedste er at gøre det skriftligt, således at du efterfølgende kan dokumentere at du har gjort det tydeligt for ham.
Det næste du skal gøre, er at påbegynde en dagbog (Logskema), hvori du dokumenterer hver eneste gang, faren kontakter dig
Konktaktforsøgene kan tage mange former, det kan være skriftlige beskeder, telefonopkald, personligt fremmøde etc. Du skal blot notere hver eneste gang, at et kontaktforsøg finder sted.
Hvis et kontaktforsøg fra faren finder sted, skal du klart og tydeligt frabede dig dette overfor ham, og herefter må du ikke gå yderligere ind i samtale med faren, fordi det vil svække dine muligheder for at opnå tilholdet efterfølgende. Systemet fungerer således, at hvis det der ud som om at du godt kan samarbejde eller kommunikere med ham, så forringes dine muligheder for at opnå et polititilhold.
Du kan søge yderligere hjælp og rådgivning ved Dansk Stalking Center.
Hvis faren forsøger at se barnet, eller deltage i aktiviteter i f.eks. barnets skole - men udenfor hans samværstid - så kan det ligeledes anvendes som underbyggende argumenter for et tilhold. I så fald, kan du fremføre, at han ikke kan finde ud af at overholde de aftaler der allerede er indgået i samværsaftalen, og forsøger at skabe uberettiget kontakt udenfor hans samværsperioder.
For at ansøge om et polititilhold (stalking), skal du enten ringe til politiet, sende en e-mail til politiet, eller henvende dig personligt på en politistation og anmelde forholdet.
Hvis du møder personligt op, så medbring din dokumentation (dagbog eller logskema), og medbring gerne en bisidder, familiemedlem, vidne eller advokat, det kan hjælpe med at understrege situationens alvorlighed.
Herefter vurderer politiet din anmeldelse, og giver dig besked om hvorvidt de mener at betingelserne for tilholdet er opfyldt.
Hvis du får et afslag, så husk at du altid kan klage over politiets afgørelse. Sørg for at din klage er velbegrundet og underbygget før du sender den afsted. Send den evt. via en advokat hvis du har mulighed for det.
Når du har fået polititilholdet, må faren ikke længere kontakte dig. Det tilhold du får mod ham, kan være omfattet af særlige betingelser, men som udgangspunkt, må han ikke kontakte dig. Hvis faren kontakter dig, skal du - ligesom du gjorde inden du fik tilholdet - føre en dagbog og dokumentere kontaktforsøgene og samtidig kontakte politiet hver gang tilholdet overskrides. Faren kan blive straffet med bøde eller fængsel hvis han ikke overholder betinglserne i tilholdet.